Helt fantastisk... og så lidt ulækkert

Jeg var til koncert med det hollandske band Within Temptation i Store Vega i går aftes. Hvis du ikke allerede er bekendt med dette helt fantastiske band, er du i dén grad gået glip af noget! Besøg i dette tilfælde straks bandets hjemmeside på www.within-temptation.com

Har man først én gang hørt WT, vil man til evig tid syntes, at Evanessence er et fladt teenageband, som bare har været så heldige at bo i USA fremfor Holland.

Nå, men som sagt var koncerten ovenud fantastisk - alt smeltede sammen i en højere enhed af lyd, lys effekter og god stemning... lige med undtagelse af en enkelt, og temmelig ulækker, undtagelse. Det er nemlig sådan, at WTs "kærne-publikum" er unge mennesker med langt, uvasket hård, i sort lak-tøj med nitter incl. diverse piercinger og tatoveringer (Rigtig læst: jeg falder en smule udenfor). Fred være med det! Men i dén forbindelse bliver jeg simpelthen NØDT til at spørge: Hvorfor skal meget overvægtige teenage-piger nødvendigvis vælge tøj i meget små størrelser? Og hvorfor skal det være gennemsigtigt? Eller bundet sammen af læddersnørrer... Og HVORFOR skal unge mænd med meget langt, uvasket hård headbange i netop mit ansigt? Jovist er jeg en snerpe, men alligevel...

Nå, men altså: ellers en super oplevelse, som alle burde være forundt (med eller uden ildelugtende hår)

Tykke tænder og træls mavefornemmelse

Tænk engang - gensynsfesten blev præcis som forventet - og alligevel blev jeg skuffet over resultatet... mange havde fået børn - sjovt nok at høre om. Mange var blevet gift - sjovt nok at høre om. Langt de fleste sad i faste stillinger - ...ind imellem sjovt nok at høre om.
Men det var ikke meget man havde sammen mere - og det var endda ikke fordi, der blev talt meget om "gamle dage". Til min store undren faldt selv min mand tilbage i gamle folder, og opførte sig totalt teenage-agtigt...

Men den værste erfaring var dog nok dén, at mine gamle lærere bare er helt almindelige dødelige, der elsker at bagtale kollegaer og drikke sig stive med gamle elever. Det var egentlig en skam - havde nok forventet mig noget større.

Men jeg blev ualmindelig fuld, og havde både tykke tænder, dårlig mave og ondt i hovedet dagen efter. Men var egentlig ikke blevet meget klogere på livet... Men det er måske også at forvente sig for meget?!

Gensynsfest for gamle minder

På fredag skal jeg til Gamle Elevers Fest på mit gymnasium. Vi har 10 års jubilæum. Tænk at det er 10 år siden, jeg blev student. På den ene side føles det som om, at det er meget længere siden - og på den anden, som om, at det var i går. Men sådan er det jo med tids-begrebet...
Har en blandet følelse i maveregionen. Jeg glæder mig rigtig meget til at se mine gamle klassekammerater igen. Og så alligevel frygter jeg det værste... men så igen: hvad kan "det værste" være?
En masse mennesker, som man engang kendte, og ikke længere kender, giver oprids af deres liv de sidste 10 år. Folk er blevet gift, har fået børn, uddannelser, jobs, gjort karriere... nogle muligvis ikke gjort karriere... Og efter disse kronologiske gennemgange af 1990'erne og starten af 2000'erne er samtaleemnerne brugt op. Folk går over til druk i stedet for snak. En periode bliver dét pinligt i sig selv. Senere er alle pinlige, og det pinlige mister sin betydning.
Dagen efter har man måske ondt i hovedet. Måske "tykke tænder". Og måske kan man huske, hvem det var, der stod i bageren i Kvikly Extra og hvem det var, der kørte Jaguar... Måske?

Hvilken lampe definerer mig som individ?

Efter at have brugt henved 2 måneder på min nye lejlighed, og derved brugt langt størstedelen af mine vågne timer på at overveje køb af sofa, lamper, borde, skabe, vægmaling etc. etc. føler jeg mig mere og mere som en af karaktererne i én af mine yndlingsfilm "Fight Club".
I denne har Tyler Durden på et tidspunkt en monolog, som handler om, at vi i den vestlige verden er blevet så overfladiske, at vi ikke længere bekymre os om de store problematikker - de store spørgsmål og de store følelser. I stedet er vores grundlæggende tanke altid "How does these furnitures define me as an individual?" Og for fanden, hvor er det bare rigtigt set! Jeg bestiller ikke andet, når jeg ser på et eller andet potentielt nyt møbel til min lejlighed... "Hmm, vil denne passe til min stil? Ej, måske er den lidt for gammeldags... Jeg vil gerne være lidt mere moderne... Måske jeg heller skulle tage den i sort???"
Jeg er ved at brække mig... Jeg glæder mig virkelig til, at jeg har møbleret mit nye hjem op, så det definerer mit eget billede af mig selv(!), og jeg igen kan begynde at lade mine tanker kredse om andre - og en anese vigtigere ting i livet!

Den udleverende blog

Dette indlæg er tilegnet en helt bestemt husmorforening. Lad os kalde den Frukken & Muggen (dette er selvfølgelig pseudonym for et helt andet - og meeeeget hemmeligt navn).
Frukken & Muggen har netop afholdt deres årlige generalforsamling i et sommerhus i en Jysk by. Lad os kalde den Glim, og lad os sige, at den ligger tæt på Glim Strand.
På generalforsamlingen kom en del sandheder frem, som selvfølgelig ikke skal viderebringes i blog-form - jeg er jo ikke én, der udleverer mine veninder...
Men lad os sige, at Karianne (som selvfølgelig har et helt andet navn i den virkelige verden) i perioder led af en hovedpine, der var at sammenligne med Maude fra Matador's - og at undertegnede har hende stærkt mistænkt for at "bruge" denne hovedpine for at undgå huslige sysler såsom rengøring og madlavning...
Og lad os sige, at Mosa (som selvfølgelig har et helt andet navn i den virkelige verden) har en hemmelig passion for svampe i alle dets former. Og at denne besættelse er så stor, at hun er villig til at sætte husmorforeningens medlemmer i fare ved at lokke dem ind i et svampebefængt sommerhus under parolen "men det er et meget hyggeligt sommerhus!"
Og lad os slutte af med at nævne Hanna (som selvfølgelig har et helt andet navn i den virkelige verden) , som kører sin bil ind i skybrud fra Helvede med et udtrykt ønske om, at et lyn skal ramme den, og foreningens medlemmer alle blive brændt.

Heldigvis døde ingen på turen - og "Maude's" hovedpine forsvandt sporløst, efter sommerhuset var gjort rent... Og ingen lyn ramte bilen... Og svampene blev gode i en sauce...

Men sig det ikke til nogen - dette indlæg er anonymt!

Flyttehelvede

Det kan godt være, at jeg flytter til en lækker lejlighed – og det kan også godt være, at det hele ender i lykkelig harmoni. Men lige nu er ALT kaos! (hvilket virkelig sætter urolighederne på Nørrebro i perspektiv)
Der står flyttekasser OVERALT i min "gamle" lejlighed, og jeg kan absolut intet finde... Jeg skal til bryllup på lørdag, og har vidst kommet til at pakke min kjole til dagen i en eller anden kasse... og kan ikke finde mit strygebræt (Og hvordan kan sådan et blive væk, spørger jeg bare?!)

Fik flyttekasser af flyttefirmaet i mandags. Og flyttemanden var så fuld, at han hverken kunne finde vores dørtelefon, eller tælle til 40 flyttekasser (fik 38). Totalt betryggende at overlade sit hjem i hænderne på sådan én (men de var billige!)...

Glæder mig bare til, det hele er overstået! Vil i hvert fald ikke være flyttemand i mit næste liv.

Huset der blev væk

Alle bloggere med respekt for sig selv og andre må nødvendigvis kommentere på sagaen om Ungdomshuset - og jeg skal da ikke være en undtagelse hertil!
For hvor problematisk det end måtte være, at unge hætte-betrukne kaster symetriske sten efter ordensmagten, så er det altså efter min mening næsten lige så problematisk at volds-fjerne et hus med dén mængde historie, som Ungdomshuset har.
Uden at gå ind i al for megen politisk debatteren omkring "skal de beholde huset? var det deres? er det Guds? eller Ruths?", så er det altså problemfyldt at bruge en mandag formiddag på at rive dansk kulturarv fra hinanden!
Jeg har lige læst på Berlingskes hjemmeside, at nogle mursten fra det hedengangne Ungdomshus skal på museeum. Og så må jeg altså nødvendigvis blive lidt trist. For når man allerede MENS man river huset fra hinanden godt ved, at det indeholder værdier, der er så vigtige for dansk kultur, at det skal på museeum, behøver man så rive det ned?

Jeg syntes, vores samfund burde være stort nok til både overdådige operahuse og aspest-befængte ungdomshuse - mangfoldighed er og bliver et plusord!