Christina Helle

fredag, februar 16, 2007

Den ydmygende sandhed

Hænder er et underligt fænomen! Giv mig et tastatur, og jeg skal udkonkurrere dig i 10-fingre-system til enhver tid - Nogle gange kan jeg endda skrive hurtigere, end jeg kan nå at tænke en tanke til ende (hvilket min blog vel egentlig er et rigtig godt bevis på). Eller giv mig en mobiltelefon, og jeg skal lynskrive en tre-dobbelt sms hurtigere end du kan nå at sige ROFL.

Men giver du mig en hammer eller en skrutrækker i hånden, ja så er resultatet pludselig et helt andet! Nogle gange skræmmer jeg virkelig mig selv, når jeg igen og igen beviser, hvorfor det var så pokkers fornuftigt at tage på universitetet i stedet for at uddanne mig til håndværker. Jeg tager ud i min sprit nye lejlighed for at trække et par søm ud af vægge og paneler - og efterlader huller, der er 10-15 gange større end sømmets - og jeg må spørge mig selv: HVORDAN kan man være SÅ ringe til praktisk arbejde???

Nu har vi så hyret et par håndværker-gutter til at klare det hele. Det koster kassen, og alle mine kollegaer forsøger gang på gang at fortælle mig, hvor let det er, at sætte en lejlighed i stand... Men de har tydeligvis ikke set mig med et værktøj i hånden! (og tak for det - jeg har trods alt fortsat 14 dage tilbage af min prøveperiode på jobbet)

Så sandheden er den: Har du håndværkerhænder, kan du få - har du ingen, så må du... betale!