Christina Helle

søndag, august 20, 2006

Christina - den frelsende engel

Jeg har fået en glorie i dag! Jeg har været barmhjertig, jeg har været givende, jeg har fulgt de godes sti - ja, jeg har vel næsten sikret mig en plads på de rene-af-sind's side.
Jeg har gået Walkaton, og doneret 50 kroner i en god sags tjeneste. Jeg fik lokket Anders med ud - så egentlig har jeg jo også doneret hans 50 kroner - hvilket giver en samlet bonus på hele 100 kroner. Hvad koster aflad???
Jeg har også købt frimærker, hvor man støtter Dansk Flygtningehjælp med 50 øre pr. frimærke.
Alt i alt er jeg vel bare et rigtig godt menneske, der via økonomiske kanaler frelser verden.
Kan dét mon retfærdiggøre, at jeg smider glasflasker i den almindelige skraldecontainer i stedet for i glascontaineren? Kan det retfærdiggøre, at jeg skylder ud i toilettet, hvis jeg bare har smidt lidt tandtråd i? Eller at jeg smider fuldt funktionsdygtigt tøj ud, fordi det ikke længere er toppen af moden?
Jeps - det tror jeg det kan! Jeg glæder mig til, at det bliver mørkt i aften, så skal jeg se, om min glorie faktisk lyser.